Forundersøgelser og udvikling af konkurrencegrundlag i Kokkedal

Kokkedal nord for København har en udfordring med regnvand. Ved kraftige regnskyl løber Usserød Å over sine breder og oversvømmer private hjem. Samtidig er Kokkedal præget af mange typiske forstadsudfordringer: Boligkvartererne vender ryggen til hinanden og ligger adskilt af trafikårer. Også de enkelte funktioner vender sig indad i hver sin logik og giver meget lidt til udearealerne.

Alt det ønsker Fredensborg at ændre på med en konkurrence, der skal finde svar på dels, hvordan regnvandet kan udnyttes som en ressource i forstaden, dels hvor og om hvad, der kan etableres mødesteder i Kokkedal, som vender aktiviteterne og identiteten udad og skaber sammenhænge på tværs i byen.

Forud for konkurrencen afsøger Hausenberg sammen med Fredensborg Kommune, hvilke potentialer og muligheder, der er i byen og i kommunen at involvere i en omdannelse af Kokkedal. Desuden gennemføres en række foranalyser, der foretages observationer, interview og walk’n’talks, som skal afdække, hvor og hvordan borgerne i Kokkedal i dag bruger byen, hvad man mødes om i Kokkedal, hvor potentialerne og begrænsningerne er. Alle data indskrives i et større billede af, hvordan Kokkedal ved udnyttelse af potentialerne kan fremtidssikres og udvikle sig til en forstad, som ikke alene hænger godt sammen, er attraktiv og interessant at opholde sig i og færdes i, men kan blive et demonstrationsprojekt for forstadsomdannelse og klimasikring.

Realdania har medfinansieret forarbejdet sammen med Fredensborg Kommune. Planen er, at Fredensborg Kommune på baggrund af forundersøgelserne vil søge Realdania om midler til at medfinansiere en arkitektkonkurrence og anlæggelse af vinderprojekt.

 

Tilbage Back

FORUNDERSØGELSER OG UDVIKLING AF KONKURRENCEGRUNDLAG I KOKKEDAL

Projektperiode
Maj – Oktober 2011

Formål
For at afdække mulighederne for at gennemføre en arkitektkonkurrence om forstaden Kokkedal gennemfører Hausenberg i tæt samarbejde med Fredensborg Kommune en række foranalyser og udvikler konkurrenceprogram.

Kunde
Fredensborg Kommune

Hausenbergs rolle
Hausenberg kortlægger bevægelsesmønstre, naturlige mødesteder og utrygge steder i Kokkedal; designer og gennemfører workshops med vandeksperter, og udvikler konkurrenceprogram i tæt samarbejde med Fredensborg Kommune.

Projektleder
Rikke Lequick Larsen